John Faxe Jensen bliver næppe en del af Michael Laudrups hold i Swansea

Klubbens bestyrelsesformand frygter, at for megen indflydelse udefra vil være farligt for klubbens ånd. Talentspejderen Erik Larsen rejser med Michael Laudrup på eventyr i Swansea og Premier League, og som skrevet på side tre i denne avis kan også en dansk spiller eller to lande i den walisiske havneby i løbet af de kommende uger.

Der bliver imidlertid næppe plads til Laudrups tro følgesvend fra årene i Brøndby og Getafe.Ikke mange ændringer Ved gårsdagens pressemøde fortalte Michael Laudrup den samlede presse, at staben i Swansea ikke får nye ansigter tilknyttet i de kommende uger. Manageren vil først se klubben og den eksisterende stab an, inden han beslutter om den skal udvides.John Faxe Jensen, der i disse dage venter ved telefonen på et opkald fra Laudrup, kan derfor komme til at vente længe. Og står det til Swanseas bestyrelsesformand, Huw Jenkins, kommer opkaldet slet ikke.

- Vi må ikke glemme, at vi har et godt hold bag holdet allerede.Det vigtigste er at holde ånden i klubben, og nogen gange er for mange ændringer forkert. Det må vi aldrig glemme, siger Jenkins til sporten.dk.

I stedet får Erik Larsen en væsentligt større rolle i staben end den, han på det seneste har udfyldt i Superliga-klubben OB. Vanen tro bliver Larsen en yderst vigtig mand på Michael Laudrups hold. Huw Jenkins kalder ham ligefrem assistenttræner.

- Laudrups assistent bliver Erik Larsen. Han har et stort kendskab til spillere overalt i Europa og bliver helt sikkert værdifuldt for os, fastslår formanden.

Mens John Faxe Jensen og Michael Laudrup gik foreløbigt hver til sit efter opholdet i Getafe, fulgte Erik Larsen med til både Spartak Moskva og senest til Mallorca. Det har nu givet gevinst i form af et stort job i Premier League.