Erik Sviatchenko fik i sidste øjeblik af transfervinduet muligheden for at få sin udlandsdrøm opfyldt, men BT erfarer, at et bud fra Fulham er blevet afvist i sidste øjeblik af FC Midtjylland.

Ifølge BTs oplysninger prøvede Championship-klubben Fulham lige som Premier League-klubben Norwich at byde lige over 20 millioner kroner for Erik Sviatchenko, men FC Midtjylland ville angiveligt have omkring det dobbelte for deres 23-årige forsvarsgeneral.

Erik Sviatchenko forklarede mandag eftermiddag i landsholdslejren i Helsingør, at han håbede på at komme til udlandet.

»Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne ville videre. Når der så er lidt interesse, håber man på at komme af sted, men det kunne måske godt være kommet for to, tre uger siden, så jeg havde været i bedre tid, men sådan er det altid i den her transfer-deadlinedag,« sagde Erik Sviatchenko.

»Man håber selvfølgelig aldrig, at man bliver en del af en panikhandel, for det er aldrig optimalt, men der kan stadig komme noget ind ad bagdøren, og hvis der ikke gør det, går jeg stadig som en tilfreds spiller i Midtjylland og er ikke skuffet, men håber på, at der stadig kan ske noget,« lød det videre fra Erik Sviatchenko, som godt kunne se sig selv i den næstbedste række i England.

»Jeg vil gerne ud at prøve mig af, om det så er Championship eller Premier League, er ikke så essentielt. Det er mere det der med at prøve sig af på et højere niveau. Nu havde jeg to gode kampe mod Southampton, hvor jeg fik vist mig godt frem, men det kan godt være, at folk gerne vil se mig mere an, selv om jeg har spillet fast i nu 30 kampe, men det er ikke altid nok, selv om det burde være det.«

»Det skal være gennemarbejdet, hvis jeg skal skifte, men det kan godt være, at der kommer nogen og siger, at de har haft mig på en skyggeliste, og jeg har været nummer tre på den, og de har set mig gennem et halvt år, og fordi nummer et og to er glippet, så går de efter mig. Så kan jeg godt finde på at slå til,« tilføjede Erik Sviatchenko, som stadig kan nå at komme til enten Premier League eller The Championship, da det engelske transfermarked først lukker tirsdag klokken 18.00.

Erik Sviatchenkos kontrakt med FC Midtjylland løber til sommeren 2017.