To svenske aviser erfarer, at stjerneangriberen lægger landsholdstrøjen på hylden efter sommerens slutrunder.

Stockholm: Sveriges venskabskampe mod Slovenien og Wales i henholdsvis Malmø og Stockholm bliver de to sidste gange, at det svenske fodboldpublikum får lov at se Zlatan Ibrahimovic på hjemmebane i den gule landsholdstrøje.

Det oplyser anonyme kilder til to svenske aviser. Det er Dagens Nyheter og Expressen, der skriver historien fredag aften.

Stjerneangriberen, der med slutningen på den franske sæson har taget afsked med sin klub PSG, har også besluttet, at det efter sommerens slutrunder er slut med landsholdsfodbold, skriver de to aviser.

Generalsekretær for det svenske fodboldforbund Håkan Sjöstrand kender intet til oplysningerne, som de to aviser har forholdt ham.

- Jeg aner intet om det her. Vi har en god dialog, men det er ikke noget, jeg kender noget til, siger han til Dagens Nyheter.

- Du kan inddele svensk fodbold i tre epoker: Tiden før Zlatan, tiden med Zlatan og tiden efter. Savnet vil blive enormt.

Zlatan Ibrahimovic har endnu ikke besluttet, om han vil deltage ved OL for Sverige. Men de svenske fodboldfans kommer i hvert fald til at se til den karismatiske angriber til sommerens EM.

Ifølge det svenske landsholds pressechef, Nicklas Bodell, taler meget for, at Zlatan Ibrahimovic fortsætter på landsholdet.

- Han er aktuel for OL-truppen, og han er i sit livs form. Det vil være meget mærkeligt, hvis han skulle træffe den beslutning nu, siger Bodell til Expressen.

/ritzau/