Flere svenske medier er i ekstase over Allsvenskans nye målmaskine Lasse Vibe.

Mandag kom den danske angriber op på 20 sæsonscoringer, hvilket bringer ham op på siden af IFK Göteborgs all-time topscorer Torbjörn Nilsson, og de svenske medier flyder efterfølgende med rosende ord til den danske topscorer.

Med overskriften 'Vibe og IFK er umulige at stoppe lige nu', skriver den svenske avis Expressen:
-  Det begynder at blive ensformigt, men det er voldsomt underholdende at se Lasse Vibe spille fodbold lige nu. Hans indsats i IFK Göteborgs 2-1-opgør mod Djurgården var som den plejer - det vil sige af høj klasse, skriver avisen. 

Aftonbladet er heller ikke sene til at tage del i Vibe-rosen.

- Den 27-åriges succes har løftet IFK, som nu er ny to'er i Allsvenskan, skriver Aftonbladet, mens Göteborgs-Posten ligeledes roser den danske målræv med overskriften: 'Glohed Vibe frelste Göteborg'.

Lasse Vibe har indtil videre scoret 20 mål i 26 kampe.