Sveriges største avis Aftonbladet havde i deres optakt til tirsdagens CL-kvalifikations-kamp mellem Malmö FF og Red Bull Salzburg sammenlignet det østrigske hold med Adolf Hitler og Josef Fritzl.   

Det var avisens fodboldskribent, Ronnie Sandahl, der havde været 'lidt for frisk på tasterne', da han skulle gejle læserne op til fodboldbraget i Salzburg.

I artiklen dristede han sig til at sammenligne den østrigske klub med nazi-diktatorer og børnemishandlere:

- Østrig har ikke kun givet os Josef Fritzl og Adolf Hitler. Der findes også Red Bull Salzburg - vor tids mest forhadte fodboldklub. Der findes det gode og det onde, og det onde er Red Bull. Når de to hold mødes i de afgørende kvalifikationskampe, vil hele verden holde med svenskerne.

Og nok havde den svenske fodboldskribent ret i, at Red Bull Salzburg måske ikke er verdens mest populære fodboldklub, men sammenligningen med Josef Fritzl og Adolf Hitler fik ikke bare ledelsen i Red Bul Salzburg, men også præsidenten for det østrigske fodboldforbund, Leo Windtner, helt op i det røde felt:

- En helt ufatteligt tankeløs sammenligning rettet mod en hel nation.

Herefter havde Red Bull Salzburg udbedt sig en forklaring fra den svenske avis' chefredaktør, og han undskyldte da også Ronnie Sandahls meget uheldige artikel. Som Red Bull Salzburgs sportsdirektør, Ralf Rangnick, sagde det:

- Vi har modtaget en meget personlig email fra chefredaktøren, hvori han undskylder på avisens vegne, og hvor han distancerer sig fra udtalelserne, og sagen er nu lukket.

Malmö FF tabte i øvrigt kampen i Østrig med 1-2.