En stærk offensiv trio har fået Napoli op blandt stjernerne

Da Napoli i slutningen af 1980erne vandt to mesterskaber og UEFA Cup’en hed den altoverskyggende stjerne Diego Maradona.

Siden fulgte økonomiske problemer, der i sidste ende sendte klubben ned i den tredjebedste række. Men de seneste år har været én stor succeshistorie for den syditalienske klub.

Og opskriften på fremgangen har været klar. En fantastisk offensiv, hvor de afgørende ingredienser i Napoli-gryden hedder Cavani, Lavezzi og Hamsik.

I aften kan denne trio spille Napoli i en historisk Champions League-kvartfinale, når Chelsea venter på Stamford Bridge i London.

Første kamp endte med en overraskende 3-1-sejr til de lyseblå italienere, hvor Diego Maradonas argentinske landsmand Ezequiel Lavezzi stjal hovedrollen med to scoringer.

Og med fredagens 6-3-sejr over Cagliari i Serie A in mente er Napolis skræmmende offensiv klar til at gøre arbejdet færdig.

- Det bliver en krig, men vi er klar og fokuserede. Vi er bevidste om, at vi har en aftale med historien, siger Ezequiel Lavezzi til klubbens hjemmeside.

Han og Marek Hamsik var begge blandt målscorerne i storsejren mod Cagliari.

Seks sejre i træk og 17 mål vidner da også om, at Napoli er klar til at sende Chelsea ud i mørket.

Napolis stærke trio:

Edinson Cavani (25 år): Klubbens vel nok største profil. Den uruguayanske landsholdsangriber har scoret seks mål i de seneste syv kampe for klub og landshold. I alt har han scoret 16 ligamål i sæsonen samt fem i Champions League.

Styrker: Kraftfuld og stærk angriber, der er konstant boldsøgende. God til at holde på bolden og aggressiv ved indlæg. En naturlig afslutter foran mål, hvilket har bragt ham op på tredjepladsen på Serie As topscorerliste. Ezequiel

Ezequiel Lavezzi (26 år): Argentinsk landsholdsspiller, som på grund af højde og boldomgang ofte er blevet sammenlignet med Diego Maradona. Han har også flere gange erklæret, at netop Maradona er hans store idol. Har scoret 8 mål i ligaen og to i Champions League.

Styrker: Fremragende til at finde plads i mellemrummet mellem modstanderens midtbane og forsvar. En dygtig dribler, der betragtes som en kvalitetspiller rent fysisk, taktisk og teknisk. Marek

Marek Hamsik (24 år) Slovakisk landsholdsspiller, der har været i klubben siden 2007. Målfarlig offensiv midtbanespiller, som senest i fredags var blandt målscorerne i 6-3-sejren over Cagliari.

Styrker: Fysisk stærk offensivspiller, der har en særlig evne til at være på det rigtige sted. Hans forudseenhed, øje for mål og evne til at diktere spillet, har ført til sammenligninger med Paul Scholes. En stærk teknisk spiller.