Christian Eriksen var den store oplevelse, da Danmark tabte til England

Christian Eriksen serverede sukkerballer for holdkammeraterne, der desværre ikke omsatte de gode oplæg til mere end et mål, da Daniel Agger headede Danmark i front i det 8. minut.

Christian Eriksen forsøgte også selv. Men indersiden af stolpen kom i vejen.

Alligevel var der ingen på det danske hold, der nåede den unge danske Ajax-spiller til sokkeholderne onsdag aften i Parken.

- Det gik rigtigt godt, selv om det ikke er så sjovt, når man taber, sagde Danmarks store oplevelse i 1-2 nederlaget til England til TV 2.

Han mente nok, at det danske mandskab kan lære noget af kampen.

- Vi fik prøvet nogle ting af, som vi kan lære af til EM-kvalifikationskampen mod Norge. Og kan vi overføre vores første halvleg til to halvlege i Norge, skal det nok gå, sagde Danmarks lille, store stjerne.