Cristiano Ronaldo var synligt utilfreds med at blive pillet ud af Real Madrids kamp mod Las Palmas, men superstjernens mor har meldt sig på banen med nogle opmuntrende ord.

Real Madrid måtte lørdag aften nøjes med 2-2 ude mod Las Palmas, der udlignede kort før tid, mens Ronaldo så til fra udskiftningsbænken. Tydeligt frustreret.

Det fik hans mor, Dolores Aveiro, til tasterne på Twitter, hvor hun gav sønnen følgende besked:

»Sænk aldrig hovedet«

Med andre ord lyder budskabet, at han skal holde hovedet højt, og måske kan Ronaldo finde trøst i, at Real Madrid fører La Liga med et point ned til rivalerne FC Barcelona.

Det var med 18 minutter igen, at Real Madrid-træner Zinédine Zidane skiftede holdets største stjerne ud ved stillingen 2-1 til hovedstadsklubben. En beslutning, der blev truffet med henblik på madrilenernes kamp i Champions League mod Borussia Dortmund på tirsdag.

Artiklen fortsætter under billedet..

»Nogle gange skal jeg skifte ham ud, og det gjorde jeg i aften. Vi skal allerede spille på tirsdag, så jeg synes, at det var på tide at tage ham af banen. Jeg ved godt, at han altid vil spille, men jeg skal også tænke på, at spillerne skal have hvile,« sagde Zidane på et pressemøde efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

 
Cristiano Ronaldo måtte udskiftet se til fra bænken, da hans holdkammerater smed de sidste to point og delte med Las Palmas. (Vi beklager den manglende lyd!)
Vis mere

Real Madrid topper tabellen i La Liga med 14 point, mens Barcelona, der lørdag slog Sporting Gijón med overbevisende 5-0 på udebane, ligger nummer to med 13 point efter seks kampe.