AaB har med øjeblikkelig virkning solgt 21-årige Christian Bassogog til den kinesiske klub Henan Jianye FC.

Superligaklubben kalder det i en fondsbørsmeddelelse for 'en rekordtransfer'.

Christian Bassogog imponerede stort under Africas Cup of Nations, hvor han var en af profilerne på Camerouns landshold, som overaskende vandt turneringen.



Han blev kåret til turneringens spiller, og siden har der været stor hype omkring kantspilleren. Nu er han så fortid i Superligaen.

»Forløbet med Christian Bassogog er både for 'Basso' og for AaB en fantastisk historie, siden han kom til prøvetræning hos os for kun halvandet år siden,« siger AaBs sportsdirektør, Allan Gaarde, til klubbens hjemmeside.

AaB oplyser ikke, hvad transfersummen er, men der har i de seneste dage været rygter fremme om et beløb i omegnen af 45 millioner kroner. I fondsbørsmeddelelesen meddeler AaB dog, at et underskud på 10 millioner kroner i årsregnskabet opjusteres til et overskud på 15 millioner kroner.

Oveni skal så lægges, at AaB efter egne oplysninger skal betale agenthonorar og også en procentdel af transfersummen fra Henan Jianye FC til Christian Bassogogs tidligere klubber. AaBs hidtidige transerrekord var, da Jesper Grønkjær blev solgt til Ajax i 1998. Dengang var overgangssummen på 34 millioner kroner, så Christian Bassogog er i hvert fald blevet solgt for mere end det.

Cameroun-angriberen har i Superligaen spillet 30 kampe og scoret 4 mål. Her har han ofte vist prøver på sine offensive kvaliteter, men han har også vist sig som en usleben diamant, der især har haft problemer med at få et slutprodukt på sine gode aktioner.

»Hverken Lars Søndergaard (tidligere AaB-træner, red.) eller jeg var i tvivl om, at Christian Bassogog med sine driblefærdigheder, sin fart og sin fysik havde nogle unikke spidskompetencer, men ingen havde selvfølgelig forestillet sig udviklingen gå så hurtigt,« siger Allan Gaarde.

AaB spiller senere søndag mod AGF i Superligaen. Kampen i Aarhus begynder kl. 16.