Hverken Esbjerg eller Viborg FF har fået point i Superligaen i denne sæson. Fredag aften mødes de to hold.

Viborg. Esbjerg og Viborg FF ligger sidst i Superligaen efter sæsonens to første spillerunder, hvor holdene som de eneste har tabt begge deres to første kampe.

Fredag aften får de to jyske klubber dog mulighed for at lave om på den dårlige statistik, når klubberne mødes til et bundopgør i Viborg.

Særligt Esbjerg har fået en hård opstart med to store nederlag til Brøndby og FC København, der begge er endt 0-4.

- Nogle vil sige, at vi ikke har været fokuserede i de to første kampe, men modstanderne var bedre end os, og det må vi acceptere. Der findes ikke nemme kampe, men vi må i fællesskab opbygge en tro på, at vi kan skabe en vending i Viborg.

- Vi er ramt på mentaliteten, og det bliver hårdt, men vi kan vende det. Når det bliver hårdt, må vi være hårdere, siger Esbjerg-træner Colin Todd til klubbens hjemmeside.

Trods en målscore efter de to første kampe på 0-8 og en placering sidst i Superligaen, ser cheftræneren lyspunkter.

- Mod FC København skabte vi tre store chancer, og vi havde en opmuntrende periode i de sidste 30 minutter af første halvleg. Med aggressivitet og lyst skal vi komme tilbage til vindermentaliteten, siger Colin Todd.

Viborg FF har ligesom Esbjerg-holdet et 0-4 nederlag bag sig, da klubben tabte til FC Nordsjælland, mens den seneste kamp mod AGF blev tabt 1-2. Nu skal de personlige fejl fjernes, fortæller Viborg-træner Johnny Mølby.

- Vi har lavet nogle store, personlige fejl i begge kampe, og begge gange har det sat vores modstander i gang med en scoring. Det er rigtig ærgerligt og svært at gardere sig imod, og det er selvfølgelig afgørende, at de fejl bliver fjernet.

- Fodboldkampe afgøres i felterne, og der skal vi have hævet niveauet både offensivt og defensivt. Vores defensive organisation skal være bedre, og når vi forsvarer, så forsvarer vi med alle mand.

- Vi er kommet frem til nogle gode chancer i vores to første kampe, og det tror jeg på, at vi kan fortsætte med mod Esbjerg, og så handler det jo om at være effektive og slå til, siger cheftræneren til Viborg FF's hjemmeside.

/ritzau/