*


KØB PLUS!

Superliga-stjerner hitter i store ligaer

Først erobrede de Danmark, nu har de taget Kina og Rusland med storm. Fire tidligere Superliga-målkonger har succes.

De var profiler, målslugere og store salgsobjekter, da de var i Superligaen.

Gilberto Macena, Peter Utaka, Yura Movsisyan og ikke mindst Dame N’Doye hører til blandt Superliga-historiens største stjerner, men i dag er de alle fortid i dansk fodbold.

Angriberne er i løbet af det seneste år eller to rejst østpå i jagten på større udfordringer, lønchecks og stjernestatus - og de har alle fået succes. Macena og Utaka i Kina og Movsisyan og N’Doye i den stærke russiske liga.

De tidligere Superliga-stjerner har sat deres tydelige præg på topscorerlisterne i de gamle kommunistiske lande Kina og Rusland, der ellers huser angrebsnavne som Nicolas Anelka, Didier Drogba, Hulk og Samuel Eto’o.

Dame N’Doye, der i sommer røg fra FC København til Lokomotiv Moskva, fører hovedstadsklubbens interne topscorerliste og har scoret mod storhold som Anzhi Makhachkala, Zenit Skt. Petersborg samt lokalrivalerne fra Spartak.

Yura Movsisyan har gjort det endnu bedre. Knap to år efter provinsklubben FC Krasnodar hentede ham i Randers, er den armenske landsholdsspiller blandt Ruslands farligste angribere. Der skulle derfor en skadespause til, før han i forrige uge måtte overlade topscorerlistens dukseplads til den russiske landsholdsangriber Aleksandr Kerzhakov.

- Jeg har aldrig været i tvivl om Movsisyans kvaliteter. Det tror jeg ikke, der er ret mange, der har. Han var for god til den danske liga. Det er flot, hvad han har gjort, når man tænker på, hvor stærk den russiske liga egentlig er. Men jeg er lidt overrasket over, at han har toppet topscorerlisten. Spørgsmålet er, om han kan blive deroppe, siger Randers-direktør Jacob Nielsen, der i januar 2011 hentede 20 millioner kroner til den kronjyske klub på salget af angriberen.

Også Peter Utaka og Gilberto Macena har nydt godt af turen med den transsibiriske jernbane. De to tidligere målkonger skiftede begge Superligaen ud med ’Riget i midten’ tidligere på året, og det har ingen af dem fortrudt.

Peter Utaka sluttede den kinesiske sæson af som næstmest scorende spiller i den pengestærke kinesiske liga, og også Macena nåede et tocifret antal scoringer i løbet af sin første sæson i Østen.

- Det var et godt tidspunkt, jeg kom af sted på. Måske var det ligefrem for sent, siger Macena om skiftet fra AC Horsens.

Årsagerne til de ’danske’ angriberes succes kan ikke skæres over én kam. Men der er visse lighedspunkter. Først og fremmest er alle fire klassespillere, der var dominerende i den danske liga. Men også de redskaber, målslugerne har med sig i værktøjskassen fra Danmark, spiller en stor rolle for, at de nu har succes så langt væk fra Superligaen, som man næsten kan komme. Det mener i hvert fald Gilberto Macena.

- Jeg lærte en hel masse, og ikke mindst blev jeg et meget stærkere menneske i den tid, jeg var i Danmark. Det var her, jeg byggede min karriere op. Man skal være stærk rent mentalt for at få succes i udlandet, og Danmark gør én klar til at tage de udfordringer. Det er ikke nok at være en god fodboldspiller, forklarer Gilberto Macena, der rent fodboldfagligt fremhæver ét enkelt redskab fra den rød/hvide værktøjskasse, som giver N’Doye, Movsisyan, Utaka og ham selv en fordel i deres nye tilværelser.

- Det er træningen og især det taktiske aspekt, jeg er mest glad for at have med mig. Jeg har den taktiske sans med fra Danmark, som mine nye med- og modspillere ikke helt har.

Mens både Dame N’Doye, Peter Utaka og Gilberto Macena ser ud til at blive i deres nuværende klubber i længere tid, kan den kommende vinters transfervindue byde på et klubskifte for Yura Movsisyan.

Flere store klubber, især i Rusland, har den tidligere Randers-profil på ønskesedlen.

Læs også: