FC Midtjylland og FC København vil ikke afgive spillere til sommerens OL-turnering i fodbold. Det får chef de mission fra DIF, Morten Rodtwitt, til at reagere.

»Vores forventning er, ligesom til de andre sportsgrene, at man som minimum performer på samme niveau til OL, som man gjorde, da man kvalificerede sig,« siger Morten Rodtwitt til DR Sporten.

Ifølge de internationale regler er klubberne ikke forpligtet til at at afgive spillere til OL, som ikke er skrevet ind i den officielle fodboldkalender med landsholdsterminer. Det har fået FC København og FC Midtjylland til at melde ud, at man af hensyn til egne interesser ikke er interesseret i at frigive spillere til turneringen i brasilianske Rio. Begge klubber har udsigt til at skulle spille europæiske kampe i sensommeren, og det vil ramle ind i OL-programmet. Dermed kan U21-landstræner Niels Frederiksen altså se frem til at skulle undvære profiler som eksempelvis Pione Sisto og Youssef Toutouh.

Den danske OL-chef, Morten Rodtwitt, har dog ikke givet op endnu. Han vil gøre alt for, at Danmark kommer til at stille det stærkest mulige landshold.

»Det er de sportslige hensyn, der vægter for os. Vi tager til OL for at performe bedst muligt, og det er det hensyn der bliver lagt ned over hele forberedelsen,« siger han til DR Sporten.