Alvaro Morata har forladt sin hustru, Alice Campello, som han netop er blevet gift med. For en stund.

Ifølge spanske AS er den spanske landsholdsangriber rejst fra Ibiza, hvor parret i øjeblikket er på bryllupsrejse, for at tage turen tilbage til den spanske hovedstad.

Her vil den 24-årige angriber personligt være til stede for at få sin transfer fra Real Madrid til Manchester United færdiggjort. Hurtigt. Altså, ifølge AS.

Alice Campello er blevet på Ibiza, hvor det nygifte par i øjeblikket nyder solen som en del af bryllypsrejsen, der først førte dem til Seychellerne efter brylluppet 17. juni.

Der skulle dog endnu ikke være enighed om prisen Alvaro Morato. Manchester United skulle have budt i omegnen af 550 millioner kroner (74 millioner euro).

Real Madrid vil gerne have 630-690 millioner kroner for angriberen, der trods en udpræget reserverolle for Real Madrid sæsonen igennem nåede op på hele 18 scoringer.

Bliver sådan et salg til virkelighed, vil Alvaro Morata blive den dyreste spiller, Real Madrid nogensinde har solgt. Den rekord har i øjeblikket Angel di Maria, der i 2014 blev solgt (for 74 millioner euro/557 millioner kroner) til… Manchester United.

Ifølge AS ønsker Alvaro Morato ikke at det potentielle skifte skal udvikle sig til årets sommer store transfersæbeopera. Og han skulle helst se, at alt er på plads inden 8. juli, hvor Jose Mourinho samler spillerne til første Manchester United-træning.

Alvaro Morata blev gift med Alice Campello 17. juni i Venedig, Italien.
Alvaro Morata blev gift med Alice Campello 17. juni i Venedig, Italien. Foto: ANDREA MEROLA
Vis mere

Andre medier har i øvrigt i et par dage skrevet om, hvordan Alice Campello bevidst/ubevidst har afsløret, at den engelske klub ganske rigtigt er ægtemandens destination.

På Instagram er fru Morato nemlig netop begyndt at følge Manchester United - der som en krølle på halen møder Real Madrid i den europæiske Super Cup 8. august i Skopje.