James Mclean, Steven Fletcher og Stephane Sessegnon sikrede Sunderland en vigtig 3-0-sejr over Reading i bunden af Premier League.

Både Sunderland og Reading gik ind til aftenens bundopgør i Premier League med dårlige resultatmæssige stimer i ryggen. De seneste dårlige resultater havde sendt begge klubber under nedrykningsstregen, hvor Sunderland inden aftenens kamp lå på en 18. plads, mens Reading lå en plads længere nede i tabellen.

Det var dog hjemmeholdet, Sunderland, der udnyttede den direkte duel i bunden af ligaen til at hente vigtige tre point. Med en 3-0-sejr rykker Sunderland over nedrykningsstregen og op på en 15. plads.

Første mål blev allerede sendt i nettet efter tre minutter af James McClean. I det 28. minut gjorde Steve Fletcher, der har imponeret i Sunderland siden skiftet fra Wolverhampton, det til 2-0. Og i overtiden gjorde Stephane Sessegnon det til 3-0, hvilket altså også blev kampens resultat.

Reading har fortsat seks point op til overlevelse. Holdet har ni point efter 16 runder.

tipsbladet.dk