Premier League-klubben Sunderland har ansat den tidligere Manchester United-manager David Moyes som klubbens nye manager på en fireårig kontrakt.

Det oplyser Sunderland på sin hjemmeside.

Ansættelsen af Moyes sker allerede dagen efter, at klubben måtte afgive Sam Allardyce til det engelske fodboldlandshold.

»Vi er meget glade for at byde David Moyes velkommen til Sunderland. Han var med afstand vores førstevalg til at blive ny manager,« lyder det fra Sunderland-formand Ellis Short.

Moyes blev fyret i den spanske klub Real Sociedad i november sidste år. Nu ser han frem til at være tilbage i Premier League, hvor han også har stået i spidsen for Everton før tiden i Manchester United.

»Jeg er glad for at være kommet til Sunderland. Det bliver en spændende mulighed og en stor udfordring. Det er en klub med en stor fanskare, og jeg ser frem til at være i Premier League igen. Jeg vil fortsætte det gode arbejde, som Sam Allardyce har udført i klubben,« siger Sunderlands nye manager.

53-årige David Moyes er tre gange blevet kåret til sæsonens bedste manager i Premier League.

/ritzau/