Udskældte Luis Suarez skamroser holdkammeraten Daniel Agger.

Den kontroversielle Liverpool-angriber lægger ikke skjul på, at han ser danske Daniel Agger som en af de allerbedste forsvarsspillere i Premier League. Suarez er imponeret af danskerens niveau og ultraseriøse indstilling til alt.

– Han er en klasseforsvarer og den type forsvarsspiller, man ikke har lyst til at stå over for. Han er en meget fuldendt spiller, og hans forsvarsmæssige evner er i verdensklasse. Selv til træning går han virkelig til stålet, siger Luis Suarez til Ekstra Bladet.

Faktisk mener angriberen, at Daniel Agger med sin indstilling tvinger Luis Suarez til at blive endnu bedre.

- Det er på sin vis en fordel for mig, fordi Daniel altid er i topform og præsterer på højeste niveau. Så er jeg også selv nødt til at være forberedt og 110 procent klar til at yde mit allerbedste. Hvis jeg til træning står over for en verdensklasse-stopper som Daniel Agger, så gør det mig mere forberedt på at møde en hvilken som helst klasseforsvarer i verden, siger Suarez ifølge Ekstra Bladet.

Luis Suarez, Daniel Agger og de øvrige Liverpool-spillere møder søndag eftermiddag Chelsea på udebane i Premier League.