Stuttgart fik fredag aften et tiltrængt point i bunden af rækken mod Hertha Berlin, da de to Bundesliga-klubber spillede 0-0.

Selvom kampen endte uden scoringer, bød den på masser af nerve og spænding. Der blev tacklet igennem og delt advarsler ud, og Hertha Berlins Nico Schulz fik sågar rødt kort syv minutter inde i dommerens tillægstid i anden halvleg.

Bundkampen i Tyskland er yderst spændende, for otte hold må reelt set regnes for at være en del af striden.

Værst ser det ud for Stuttgart, der ligger sidst i rækken, mens Hertha Berlin fik skabt et hul på to point til nedrykningsstregen med udebaneresultatet. Hertha Berlin kan dog dumpe længere ned i placeringerne, når weekendens runde er færdigspillet.