19-årige Patrick Olsen jubler over at have opnået sin store målsætning og fået officiel debut for storholdet Inter.

Hele efteråret har trøje nummer 90 siddet på Inter-bænken og set ud på San Siro i græshøjde. Ventende. Derinde bag kridtstregen lå drømmen og målsætningen og ventede på, at blive Patrick Olsens virkelighed.

Men sent onsdag aften skete det. Træner Walter Mazzari havde set nok af det uoplagte kroatiske stortalent Mateo Kovacic og sendte danske Patrick Olsen ind på den centrale midtbane i Coppa Italia-sejren over Serie B-klubben Trapani.

- Jeg er helt oppe at flyve over det, lyder det fra Patrick Olsen, da BT taler med ham kort før, torsdagens træning kalder på nye, afgørende prøvelser for et 19-årigt stortalent i en storklub.

21 minutter i en pokalkamp er en mærkbar belønning for halvandet års hårdt arbejde for at falde til i Inter som teenager, lære italiensk, slå til på klubbens ungdomshold for så at være den første til at bryde gennem til Walter Mazzaris førstehold i sæsonoptaktens kampe mod Chelsea, Juventus og Real Madrid.

- Det er da en vild oplevelse at løbe rundt på San Siro som Inter-spiller. For syv-otte år siden var jeg der første gang for at få en rundvisning som Brøndby-talent. Nu er jeg den spiller af os alle, der har spillet på det stadion og har det som hjemmebane, siger Patrick Olsen og sætter perspektiv over sit indhop på en verdensklasse-arena med historiske vingeslag som hjemmebane for spillere som Baresi, Van Basten og Ronaldo.

For Patrick Olsen var det først og fremmest en bestået eksamen. Men ambitionerne vokser godt på den boldvenlige midtbanespiller fra Amager.

- Jeg ville også gerne have startet inde, men nu fik jeg 20 minutter, og det skal man også være tilfreds med. Jeg var godt med i spillet, smed ingen bolde væk og erobrede også et par bolde. Så overordnet set kunne jeg nok ikke gøre så meget mere. Det skulle da lige være at knalde et mål ind på langskud, lyder det med vanligt overskud fra Patrick Olsen.

Torsdag formiddag har han stadig ikke været udsat for nogle debut-ritualer i omklædningsrummet, der i internationale fodboldkredse ellers godt kan koste afklippede bukseben eller krav om taler foran resten af truppen.

- Det kan være, det kommer. Men der var ikke det store. De fleste tænker nok, at jeg allerede fik min debut mod Chelsea, Juventus og Real Madrid i sommer.

De færreste havde forventet, at et dansk talent allerede i sommer blev udvalgt til at spille i alle Inters træningskampe op til sæsonen. Men den officielle debut er alligevel et ekstra skridt op ad stigen.

- Det er kæmpe stort. Jeg er stolt af, at jeg endelig har nået det, jeg gerne ville: At spille en officiel kamp for Inter i min første halvsæson på førsteholdet. Det var min målsætning efter kampene i USA. Så det føles godt at kunne sige, at jeg har nået det nu.

Målsætningen rykker naturligt ved Patrick Olsens muligheder for spilletid i Inter eller i et eventuelt lejeophold til en anden klub for at fastholde den stormfulde udvikling, som træningen med verdensstjerner fra Serie A har bidraget med.

- Det gør da noget, at jeg ikke længere har et rundt nul ud for mine minutter i Inter. Men mere vil selvfølgelig have mere. Jeg er selvfølgelig ikke færdig med at arbejde for at få flere kampe i år.

Patrick Olsen har dog aldrig lagt skjul på, at opholdet i Inters konkurrencemiljø er noget andet end at være ungdomsspiller i trygge rammer som Brøndbys. For selv en hård Amager-dreng har det kostet noget at bo alene i Milano med spidse albuer på vej mod ansigtet til hver eneste træning. På flere måder.

- Jeg har hele tiden haft både min familie, min dejlige kæreste, min bedste ven og min agent til at støtte mig. Det er derfor, jeg har klaret at holde mig til hele tiden, til jeg endelig fik chancen, forklarer Patrick Olsen og glæder sig over, at hans bedste ven i den kommende weekend kommer ned og bor lidt hos ham, så han har nogen tæt på at dele sin debut-glæde med.

Men Patrick Olsen er også en type, man slår sig på. Han kan også hæve sine albuer, og det gør han også mod de kritikere, der mente, at han begik en fejl, da han i sommeren 2012 vadede beredvilligt ud til øretæver og vovede at vurdere sig selv god nok til at klare sig på Inters højt agtede talentakademi.

- Det har været rart at bevise over for dem, at jeg godt kunne. Der er nok nogen, der så vil tage fortjenesten for, at jeg er dér, hvor jeg er i dag. Men jeg føler langt hen ad vejen, at det er min egen fortjeneste, at jeg turde tage denne chance og så levere det hårde arbejde, der skulle til at overbevise i en stor klub, siger Patrick Olsen.

For ham er det svært at se, at han ikke foretog det rigtige valg lige nu. Han har også følt, at han har været oppe mod et særligt dansk element af forsigtighed i jagten på sine drømme.

- Vi danskere har det nok med at tøve lidt, når man er på vej ud på dybt vand. Jeg er stolt af, at jeg gjorde det alligevel, og jeg er stolt af, at det var mit eget valg.

Men det er ikke kun ham selv, familien og kæresten, der skal takkes for, at projektet blev så meget større end en opvækst blandt Brøndbys mange andre lovende talenter.

- Trænere som Kim 'Krølle' Hansen, John Ranum og Bent Christensen i Brøndby, vil jeg godt takke for, at jeg blev god nok til at få chancen i Inter. Dem tænker jeg selvfølgelig også på, når der sker noget stort som det her.