Liverpools storfavoritter måtte tirsdag kæmpe hårdt mod Leeds for en plads i semifinalerne i den engelske Liga Cup.

To scoringer inden for det sidste kvarter sikrede Jürgen Klopps Premier League-mandskab en 2-0-sejr over modstanderne fra den næstbedste engelske fodboldrække.

Divock Origi scorede det første forløsende mål efter 75 minutter, da belgieren smed foden frem på Trent Alexander-Arnolds indlæg.

Kort efter cementerede Liverpools blot 17-årige indskifter Benjamin Woodburn sejren, da den unge waliser havde placeret sig ved bageste stolpe og nemt kunne hamre bolden i netmaskerne.

Målet var historisk, da Woodburn med sine 17 år og 45 dage er Liverpools yngste målscorer nogensinde.

Rekorden tilhørte frem til tirsdag aften den nu fodboldpensionerede Michael Owen, der var små 100 dage ældre end Woodburn, da han i 1997 scorede sit første mål for Liverpool.

Frem til de to sene Liverpool-scoringer lurede overraskelsen for et Leeds-hold, der stod godt i defensiven og indimellem truede i den anden ende.

Jürgen Klopp havde valgt at sende en del af sine vante Liverpool-reserver i kamp for at spare profilerne midt i et hårdt program, hvor flere af dem døjer med skader.

Liverpool må blandt andre undvære midtbaneprofilen Philippe Coutinho i de kommende kampe. Brasilianeren ventes ude i de næste fem til seks uger med en ankelskade.

Det er endnu ikke afgjort, hvem Liverpool skal op imod i semifinalen i Liga Cuppen.

Hull er også med i onsdagens lodtrækning efter en sejr over Newcastle efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Manchester United og West Ham samt Arsenal og Southampton dyster onsdag om de to sidste semifinalepladser.

/ritzau/