Den 8. juli 2017 blev Ajax-stortalentet  Abdelhak Nouris liv ændret for altid.

Den dengang 20-årige spiller kollapsede under en træningskamp mod Werder Bremen, og det stod hurtigt klart, at situationen var meget alvorlig for Abdelhak Nouri, der i flere minutter modtog behandling på banen, herunder hjertemassage, mens hans holdkammerater, modstandere og fans chokerede kunne følge med.

Nouri blev efterfølgende fløjet til hospitalet med en lægehelikopter, hvor han lå i koma, og efter nogle dage blev han erklæret hjerneskadet.

For første gang siden den frygtelige hændelse har familien nu lavet et tv-interview, hvor de giver nyt om Nouris tilstand, der er stabil.

Abdelhak Nouri er blevet erklæret hjerneskadet.
Abdelhak Nouri er blevet erklæret hjerneskadet. Foto: Sander Koning
Vis mere

Dog har han stadig svære mén.

»Han kan ikke bevæge sin krop, kun sit hoved,« siger Nouris storebror Abderrahim til NOS.

Storebroren fortæller, at der dog er forbedring i forhold til Nouris neurologiske tilstand.

»Nogle gange kommer han ud af sin seng og sidder i kørestolen. Førhen var det svært for ham. I starten gik det godt, så var det svært, og det gik meget op og ned. Nogle gange går det godt. Andre gange går det skidt. Hans immunforsvar er meget svækket. Jeg vil helst ikke gå for meget i detaljer, men han har haft en meget svær tid,« fortæller Abderrahim Nouri.

Mange fans viste deres støtte til den unge spiller.
Mange fans viste deres støtte til den unge spiller. Foto: BART MAAT
Vis mere

Allerede en uge efter, Abdelhak Nouri faldt om - med de danske landsholdsspillere Lasse Schöne og Kasper Dolberg som vidner - lød det fra lægerne, at han var blevet 'permanent hjerneskadet'.

»Lægerne er ret sikre i deres sag, og det ser ikke godt ud. Hvis han overhovedet vågner, kan de ikke forestille sig, at han hverken kommer til at spise, tale eller gå igen. Sandsynligvis vil han ikke engang kunne genkende nogen. Men vi giver ikke op. Vi tror på, at gud vil hjælpe os,« sagde Abderrahim Nouri til Algemeen Dagblad om lillebroren, der i dag kan kommunikere en lille smule med familien.

Nouri er blevet permanent hjerneskadet, efter han faldt om.
Nouri er blevet permanent hjerneskadet, efter han faldt om. Foto: Stanley Gontha
Vis mere

Det skyldes, at hans bevidsthed er blevet forbedret, forklarer storebroren om Abdelhak Nouri, der er afhængig af pleje døgnet rundt.

»Der har været en form for kommunikation. Han reagerer eksempelvis på 'åbn din mund' eller 'bekræft det med dit øjenbryn,« siger Abderrahim Nouri.

Efter kampen mod Werder Bremen sidste sommer meddelte Ajax Amsterdam, at Nouri havde arytmier, som i værste fald kan være farlige og forbindes med hjertestop.