Liverpools Raheem Sterling har været en af de helt store sensationer i Premier League i år. Med finurlige driblinger og en ekstrem fart har han igen og igen voldt problemer for modstandernes forsvarsspillere. Derfor gør Liverpool også alt, hvad de kan, for at holde på deres 20-årige guldfugl, der har to år tilbage af kontrakten med Merseyside-klubben.

Real Madrid er blot én blandt mange af Europas største klubber, der siges at holde et vågent øje med Raheem Sterling. Men for at holde interesserede klubber fra fadet har Liverpool tilbudt Sterling, hvad manager Brendan Rodgers betegner som 'en fantastisk aftale for en ung spiller'. Over én mio. kr. om ugen lød kontrakttilbuddet på. Det blev dog afvist af den unge kantspiller, der siden har måttet lægge øre til, at han er en 'pengegrisk 20-årig'.

Over for BBC forklarer Raheem Sterling dog nu selv, hvorfor han ikke vil forlænge.

»Det handler slet ikke om penge. Det har det aldrig gjort. Alt drejer sig om at vinde trofæer. Det er det eneste, jeg går op i. Jeg taler aldrig om, hvor mange biler eller huse jeg har. Jeg vil bare blive så god som muligt,« siger han og fortsætter:

»Da jeg spillede i Queens Park Rangers (Sterling spillede i klubben fra 2003-2010, red.), ville jeg aldrig have drømt om, at jeg ville nå til et sted, hvor jeg havde et så stort tilbud foran mig. Jeg er meget taknemmelig. Men lige nu fokuserer jeg kun på fodbolden. Så må det andet vente.«

»Jeg har tænkt på en ny kontrakt. Og i slutningen af sæsonen vil jeg sætte mig ned med mine agenter og klubben. Jeg vil helt sikkert komme med nogle garantier, når sæsonen er slut,« siger Sterling.

Brendan Rodgers frygter da heller ikke for, at Liverpool snart mister holdets store lyspunkt.

»Jeg er sikker på, at det løser sig. Raheem koncentrerer sig om fodbold lige nu, og der er helt klare linjer for, hvornår vi vil begynde at tale sammen igen,« siger Rodgers.

Liverpool ligger i øjeblikket på femtepladsen i Premier League.