Messi, Neymar, Suarez…og Christian Eriksen?

Måske er ovenstående en fremtidig kvartet. Den danske landsholdsstjerne er nemlig på sommertransfer-blokken i selveste FC Barcelona. Det er meldingen i den store spanske avis Mundo Deportivo onsdag.

Barca er på udkig efter en afløser til legendariske Andrés Iniesta, der netop er fyldt 33 år og nærmer sig fodboldpensionen. Og Christian Eriksen er ifølge det spanske medie på listen over potentielle arvtagere.

Det er dog den italienske Paris Saint-Germain-spiller Marco Verratti, der er katalanernes førstevalg – men lykkedes det skifte ikke, så er Christian Eriksen angiveligt andetvalget.

FC Barcelona har scoutet Eriksen, der scorede Danmarks ene mål i tirsdagens 1-1-landskamp mod Tyskland, intenst siden starten af 2017, og engelske medier har skrevet, at den spanske storklub har tænkt sig at bruge Michael Laudrup som mellemmand for at overbevise Tottenham-spilleren om at et skifte til La Liga er det eneste rigtige.

Det er ikke mere end et par dage siden, at Eriksen i Ekstra Bladet fortalte om dengang, han som ungdomsspiller var til prøvetræning i Barcelona.

»Jeg har jo været der på et tidspunkt. Og det gik ikke særlig godt. Barcelona er en fantastisk klub, og jeg tror ikke der er mange, der siger nej til Barcelona,« lød det fra Eriksen, der understregede, at han ser sig selv spille på allerhøjeste niveau inden for et par år.

»I fremtiden ser jeg mig selv på det højeste niveau. Det er det jeg drømmer om. Det kan være om to-tre år. Det kan være i en anden klub eller det kan være i Tottenham, hvis vi er kommet helt derop.«

25-årige Christian Eriksen har i den netop overståede sæsom spillet 48 kampe, scoret 12 mål og lavet 23 assister for Tottenham, hvor fynboen har spillet siden sommeren 2013.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar til Barcelona-interessen fra Christian Eriksens agent, Martin Schoots.