Hull har budt mere end 80 millioner danske kroner på Kenneth Zohore, men Zohores klub har takket nej.

Fodboldklubben Cardiff har afvist et stort bud fra ligarivalen Hull på den danske angriber Kenneth Zohore.

Hull bekræfter over for det britiske medie Sky Sports, at klubben har forsøgt at købe Zohore for ti millioner pund, svarende til 81 millioner danske kroner.

Cardiff er dog ikke interesseret i at slippe angriberen for det beløb og har takket nej.

Begge klubber spiller i Championship, den næstbedste række i England, hvor Cardiff har indledt sæsonen med maksimumpoint ni efter de første tre kampe.

Hull har fem point færre og mener tilsyneladende, at der er brug for mere power i offensiven. Abel Hernandez, et af klubbens angrebshåb, måtte udgå af tirsdagens kamp mod Wolverhampton med en skade i akillessenen.

Cardiff-manager Neil Warnock har for længst gjort klart, at Zohore er en vigtig brik i bestræbelserne på at rykke op i Premier League i denne sæson.

- Hvis jeg skal have nogen chancer (for succes, red.) i næste sæson, skal han ingen steder, har Warnock ifølge Sky Sports sagt om Zohore.

- Man kan aldrig sige aldrig. Hvis nogen kommer og byder 20 millioner pund, kan man ikke sige nej, og så ville jeg endda sælge Sol Bamba, der har været lige så vigtig, erklærede Warnock.

Efter en lidt tung start fik Kenneth Zohore 26. december sidste år scoret sit første mål for Cardiff, og derefter kom der rigtig fut i karrieren.

I sæsonens sidste 23 kampe nåede han op på 12 mål, mens han efter sommerferien er noteret for en enkelt scoring i tre kampe.

/ritzau/