Andreas ’AC’ Christensen er en yderst attraktiv herre i flere europæiske storklubber. Nu melder Bayern München sig også på banen som en fremtidig klub.

Det er efterhånden en uomtvistelig kendsgerning; Andreas Christensen går en stor fremtid i møde.

Forleden fortalte FC Barcelona om deres kærlighed til den 19-årige danske forsvarsspiller, der er udlejet fra Chelsea til Borussia Mönchengladbach i Tyskland.

Seneste klub til at melde interesse for danskeren er de tyske mestre og nuværende førerhold i Bundesligaen, Bayern München. Storklubben fra Allianz Arena har bemærket danskerens mange stærke præstationer i denne sæson for sin tyske klub, der pt. indtager en fjerdeplads i rækken. Det skriver den München-baserede avis Tageszeitung (TZ).

Andreas Christensens rettigheder er hos Chelsea indtil 2020, så Bayern München skal i dialog med dem, hvis de vil sikre danskeren. Den 188 centimeter høje ’AC’ er på lejekontrakt hos Gladbach indtil 2017. Chelsea er udfordret på de defensive pladser, så London-klubben vil formentlig forlange en vis sum for danskeren.

Bayern München har skader til forsvarsspillerne Holger Badstuber, Javi Martinez og Medhi Benatia, så klubben kan være på jagt efter defensiv forstærkning.

Ifølge TZ koster Andreas Christensen op mod 15 millioner euro (cirka 110 millioner kroner).

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her