Tak, men nej tak.

20-årige Andreas Christensen er i fuld gang med en kometkarriere og høster på rygtebørsen opmærksomhed fra giganter som Barcelona, Bayern München, Manchester City og Juventus. Men ligesom hans nuværende klub Borussia Mönchengladbach, der tidligere i år luftede et ønske om en permanent aftale, kan de godt spare sig. Når den to-årige udlejning i det tyske ophører til sommer, skal Andreas Christensen hjem til Chelsea - og blive der. London-klubben har papir på den danske landsholdsprofil frem til sommeren 2018 og vil ikke sælge.

Sådan lyder det fra engelske Daily Mail, der meddeler, at Chelsea har udset Andreas Christensen som en del af planerne for fremtidens Chelsea-mandskab, Veteranerne John Terry og Branislav Ivanovic er godt i gang med deres karrierers efterår, og dermed er døren åbnet for Andreas Christensen, der kom til klubben som ung teenager og allerede for knap to år siden fik sin førsteholdsdebut for ’The Blues’.

Andreas Christensens far og rådgiver Sten Christensen afviser at have talt med Chelsea om en nøglerolle i det engelske i den kommende sæson, men forholder sig til, at hans søn er ejet af englænderne.

»Jeg har ikke været i kontakt med Chelsea. Der er så mange rygter hele tiden, og for mig er der ikke noget nyt i det. Chelsea sidder med kortene på hånden, i og med de ejer ham, og sådan er det,« siger han til BT.

Siden udlejningen fra Chelsea i sommeren 2015 har Andreas Christensen spillet med i toppen af Bundesligaen, stået over for de største angrebdsstjerner i Champions League og gjort sig til stamspiller på A-landsholdet.

Derfor er det heller ikke afgørende for den elegante centerstopper at komme til Chelsea velvidende, at tyskerne tripper for at beholde ham. I foråret forlød det, at tyskerne var klar til at smide omkring 150 millioner kroner for det tidligere Brøndby-talent. Det er der al mulig grund til at tro, de stadig er parate til.

»Spilletid er ekstremt vigtigt for Andreas. Det er den, vi går efter. Han skal spille så meget som muligt med den alder, han har. Han har masser af ting, han skal udvikle endnu, så spilletid er det vigtigste, og det må vi have en snak med Chelsea om til den tid,« siger Sten Christensen.

»Som Andreas selv har sagt, vil han være glad for at komme tilbage til Chelsea, hvis de ikke vil sælge ham. Men hvis de vil sælge ham til Borussia, er han også glad for det, for der er han rigtig glad for at være,« siger Sten Christensen, der ikke giver meget for rygterne om Barcelona, Juventus, etc.

»Der er så mange historier om alle mulige klubber, der er interesserede i ham, men vi er jo de sidste, der hører noget. Det styrer Chelsea. Vi forholder os til, at Andreas er på lån indtil sommer, og så skal han tilbage til Chelsea. Alt andet er ude af vores hænder.«