Lørdagens bombeangreb i Istanbul fandt sted tæt på fodboldklubben Besiktas' hjemmebane, Vodafone Arena.

Den tyrkiske storklub Besiktas blev lørdag aften centrum for et bombeangreb i storbyen Istanbul.

Klubben havde netop afviklet sin hjemmekamp mod Bursaspor i den tyrkiske liga, da to bomber eksploderede tæt på klubbens station, Vodafone Arena, inden for et halvt minut og indtil videre har kostet 38 mennesker livet.

»Vi fordømmer vold og had,« lyder det i en meddelelse fra Besiktas.

De fleste dræbte er politifolk. Desuden er mere end 150 personer sårede.

»Terrorister angreb vores heroiske sikkerhedsstyrker, som sørger for, at vores og Bursaspors fans kunne føle sig sikre.«

»Vi står op imod disse usle angribere, som aldrig vil opnå deres mål,« lyder det i klubbens udtalelse.

Uro er ikke nyt i Tyrkiet. Denne sommer bød blandt andet på et kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogans regering.

Det fik i den forbindelse den tyske angriber Mario Gomez til at forlade Besiktas.

»Årsagen er udelukkende den politiske situation. Det skyldes hverken det sportslige eller andre ting. Det er kun de skræklige begivenheder de seneste dage,« oplyste Gomez dengang på sin Facebook-side.

Besiktas, der er forsvarende mester i Tyrkiet, vandt lørdagens kamp 2-1 og ligger i toppen af ligaen med samme pointtal som nummer et, Istanbul Basaksehir.

/ritzau/