Den tidligere Milan-spiller og italienske landstræner Cesare Maldini er søndag gået bort i en alder af 84 år.

Det rapporterer det italenske medie Gazzetta World, som ikke skriver noget specifikt om dødsårsagen.

Cesare Maldini var i sin aktive periode kendt for at være en elegant forsvarsspiller med et godt overblik og en god teknik, og han spillede i perioden 1954 - 1966 347 kampe for Rossoneri, for hvem han også var anfører.

Et de store aftryk, han fik sat, var i Milans første europæiske triumf i 1963, da den italienske storklub med Cesare Maldini som en af frontfigurerne hentede en 2-1-sejr over Benfica.

Cesare Maldini, der desuden er kendt for at være far til en anden kultfigur i AC Milan Paolo Maldini, sluttede sit arbejdsliv i 2012 som ekspertkommentator på tv-kanalen Al Jazeera.

Inden da nåede han som træner at stå i spidsen for blandt andet det italienske landshold i to år efter stor succes med U21-landsholdet, som vandt tre EM-titler i streg med Cesare Maldini som træner.

Men opholdet som A-landstræner blev mindre mindeværdigt. Med sønnike Paolo Maldini som anfører på holdet ledte Cesare Maldini Italien frem til kvartfinalen ved VM i 1998, men trak sig efter nederlaget til Frankrig, da han blev udsat for massiv kritik for at spille for defensivt.