Christian Eriksen har fået to nye holdkammerater. Tottenham har hentet Ben Davies og Michel Vorm. Samtidig sender man Gylfi Sigurðsson til Wales.

Mens venstrebacken Ben Davies har fået en femårig kontrakt i Tottenham, skifter målmand Michel Vorm på en fireårig aftale. Til gengæld skifter Gylfi Sigurðsson altså til Swansea, som han også var lånt ud til i sæsonen 2011/2012.

21-årige Ben Davies var langt fra spilletid i Swansea, da Michael Laudrup overtog trænersædet, men da førstevalget Neil Taylor blev skadet, slog den unge back til og overtog pladsen - og siden har han ikke set sig tilbage. Nu glæder Davies sig til de nye udfordringer:

- Jeg er glad for skiftet til Tottenham. Jeg ser frem til at komme i gang og til at få en succesfuld sæson, skriver han på det sociale medie Twitter. Her takker han samtidig Swansea:

- Jeg skifter efter 12 år i Swansea. Jeg vil takke alle, der har været en del af min karriere, jeg vil aldrig glemme det.

Gylfi Sigurðsson har derimod måttet kæmpe hårdt for spilletiden i Tottenham. Siden Christian Eriksens tilgang er islændingen røget ned i hierarkiet - noget, som han altså nu har taget konsekvensen af.

Han fortæller til Swanseas hjemmeside, at det var en "let beslutning", da han fik muligheden for at skifte tilbage til Swansea.

- Jeg nød det virkelig, da jeg var her sidst. Det gik godt for mig og holdet, og forhåbentligt går det endnu bedre denne gang.