Personligt har han Wass’er af succes på banen, men det ligner en regulær kamp mod uret for Evians dansker med fornavnet Daniel at få ønsket om et klubskifte opfyldt, inden transfervinduet smækker i.

Senest er havnebyen Marseilles fodboldstolthed Olympique meldt interesseret i en byttehandel, der ville sende en spiller plus millioner til Evian og Daniel Wass den anden vej, men ifølge avisen La Provence kommer der intet ud af den flirt.

Evians manager, Pascal Dupraz, har ikke ønsket at kommentere på situationen med den målfarlige dansker, der senest scorede to gange, da Evian i weekenden tabte 2-6 til Rennes i den franske Ligue 1, men BT erfarer, at Saint-Étienne har en føler ude.

Prisen på den alsidige spiller, der har opereret på begge backs og nu på 10’er pladsen, ligger ifølge BTs oplysninger på solide 30 millioner kroner. En prislap af en størrelse, der gør ham vanskelig at hente for interesserede franske og tyske klubber.