Christian Eriksen og Tottenham manglede i den grad marginalerne i søndagens Liga Cup-finale mod London-storebror fra Chelsea, der vandt 2-0. 

Der er ellers store danske traditioner i den lille af de engelske pokalturneringer. I finalen i 1999 scorede Allan Nielsen det afgørende mål i Tottenhams 1-0-sejr over Leicester. Og i 2013 førte Michael Laudrup Swansea til tops i turneringen og sikrede den største triumf i den walisiske klubs historie.

Og det var i indledningen af søndagens finale tæt på, at endnu en dansker skrev sig ind i historiebøgerne.

10 minutter var spillet, da Christian Eriksen gav endnu en opvisning i sparketeknik i verdensklasse. Med en kælen inderside drejede han et frispark over hårtoppene på Chelsea-spillerne, og kun marginaler af en centimeter afgjorde, at bolden ramte overliggeren i stedet for at drive ind i nettet bag Petr Cech.

Danskeren var sit holds bedste i de første 45 minutter, der var fyldt med masser af nærkampe og temperamenter tæt på kogepunktet.

Chelsea var overraskende tandløse - lige indtil halvlegens sidste minut. Fire Spurs-spillere forhindrede på nærmest komisk vis hinanden i et heade et indlæg væk. Og så kunne Chelsea-kaptajn John Terry via venner og fjender sparke 1-0-føringen i nettet.

Et hårdt slag for lillebror fra det vestlige London. Tottenham havde været mindst lige så godt spillende som Chelsea.

Men hvis Terrys scoring var en mavepuster for de hvidklædte, ventede der en decideret uppercut 10 minutter inde i anden halvleg. Chelseas Diego Costa forsøgte at sende et indlæg ind fra venstre side, men bolden ramte undervejs Kyle Walker og sejlede ind bag en chanceløs Tottenham-målmand Hugo Lloris.

Og så kunne Chelsea-spillerne nærmest føle pokalen mellem deres hænder.

Scoringen piftede kampen, og den intensitet, der havde gennemsyret opgøret, sivede støt og roligt ud - i takt med Tottenhams tro på et comeback.

Og efter 90 minutter kunne Chelsea-manager José Mourinho finde et smil, der lyste hele Wembley op, frem. Han havde også lige fuldendt en fremragende søndag. Chelsea havde sikret sig en pokaltriumf - og de direkte mesterskabskonkurrenter fra Manchester City var tidligere på dagen snublet ude mod Liverpool.

»Mine spillere var fantastiske. Det handler ikke om at spille finalerne - det handler om at vinde dem. Vi vidste, vi ville være farlige på kontraerne, og vi spillede nøjagtig, som man skal spille en finale,« sagde Mourinho til BBC efterfølgende.

»Kampens spiller? Det var Thibaut Courtois og Filipe Luis (begge var ikke på banen søndag, red), som begge spillede fantastisk mod Liverpool (i semifinalen, red.). Kampens spiller var Andreas Christensen, der spillede stærkt mod Shrewsbury (i kvartfinalen, red.). Chelsea er mere end bare John Terry, fordi vi er et hold. Jeg er stolt af gutterne.«