Det er altså svært, hvis porten til ens indkørsel ikke lige vil åbne sig, når man trykker på knappen. Så er der vel ikke andre muligheder end at at droppe træning og blive hjemme?

Sådan tænkte Aston Villa-spilleren Ross McCormack, da han forleden havde problemer med porten til sit hus i Birmingham. Og det har fået Villa-manager Steve Bruce til at rase over den skotske angriber, der i sommer blev hentet til Premier League-nedrykkerne for 12 millioner pund - lige godt 105 millioner kroner. Det er åbenbart ikke første gang, at Bruce har hørt bizarre undskyldninger fra spilleren.

»Den seneste undskyldning var, at den elektriske port havde låst sig fast, men han kunne simpelthen ikke hoppe over en mur, der er 140 centimeter højt,« rasede Bruce på en pressekonference.

Manageren blev rødglødende, da han modtog opkaldet fra McCormack, og den tidligere United-profil valgte selv at køre ud til spillerens hus og fotografere muren.

»Jeg har ikke hængt en spiller ud i 20 år, men det her finder jeg mig ikke i.« 

McCormack var udset til at skulle score målene for traditionsklubben i denne sæson, men han har skuffet fælt med blot tre scoringer i 20 kampe. Og Bruce har nu mistet tålmodigheden.

»Han er ikke i god nok form til at spille for os. Og det kommer han ikke til at blive, før hans indstilling ændrer sig, og han begynder at træne bedre,« lød den sidste salut til angriberen fra Steve Bruce.