Real Oviedo er på randen af konkurs. Det har fået tre af klubbens tidligere spillere til at træde ind. Og det er ikke hvem som helst.

De gavmilde hjerter er Swanseas Michu, Arsenals Santi Cazorla og Chelseas Juan Mata.

Alle har de spillet for Real Oviedo i deres ungdomsår. Men klubben kan være fortid, hvis man ikke har skaffet cirka 15 millioner kroner inden 14 dage.

- Mig selv, Mata og Cazorla har alle købt aktier. Men det vil være forkert af mig at sige for hvor meget. Vi prøver bare at hjælpe den klub, vi alle har spillet for, siger Michu ifølge Daily Mail.

Real Oviedo var gennem 90'erne en fast del af La Liga. Men i dag roder klubben rundt helt nede i den tredjebedste række, hvor økonomien tilsyneladende ikke kan løbe rundt for den traditionsrige klub.  

- Økonomien i Spanien er meget dårlig, og klubben mangler cirka 15 millioner kroner for at overleve. Mange mennesker har købt aktier, og forhåbentlig er det nok inden deadline den 17. november. Det er min lokale klub. En klub, jeg elsker. Så jeg håber, det er nok, siger Michu.