Med gårsdagens 3-2-sejr over Southampton i Liga Cup-finalen rundede Manchester United 42 titler i klubbens historie, og det er lige nøjagtig én mere end ærkerivalerne fra Liverpool.

Dermed kan Manchester United titulere sig som den mest dekorerede klub i engelsk fodbold, og den begivenhed har Uniteds forsvarspiller Chris Smalling, som spillede alle 90 minutter i finalen, ikke været sen til at gøre opmærksom på.

Kort efter kampen lagde han et billede op på sin Instagram-profil, hvor han sammen med kampens store profil, Zlatan Ibrahimovic, poserer med pokalen. Og i teksten til billedet sender Smalling lidt af en provokation afsted mod ærkerivalerne.

'Skud ud til min mand @iamzlatanimbrahimoviz...Liverpool, KIG PÅ TROFÆET,' skriver han.

Billedet har fået følelserne frem hos flere Liverpool-fans, som har reageret på Twitter, hvor Chris Smalling også har lagt billedet op:

Ud over fansene, så har Liverpool også selv reageret på, at de ikke længere er den mest vindende klub i England. Efter finalen var klubben nemlig inde og lave en lille ændring på deres officielle Twitter-konto. Før kampen kaldte de sig selv for 'Englands mest succesfulde klub med 41 store trofæer'. Den sætning har de nu sløjfet.

Manchester United har mulighed for yderligere at udbygge trofæ-forspringet til Liverpool i denne sæson. Klubben er, i modsætning til Liverpool, fortsat med i FA Cup'en, hvor de i kvartfinalen møder Chelsea på udebane.