Fodboldspilleren Medi Abalimba skal fire år i fængsel for identitetsfusk. Han har nemlig udgivet sig for at være en anden fodboldspiller.

Den forrygende spøjse historie udspringer af, at Medi Abalimba ligner Chelsea-spilleren Gaël Kakuta virkelig meget. Abalimba skiftede til Derby County i 2009 som ganske ung, men gennembruddet udeblev, og han rodede rundt i klubber som Crystal Palace, Fulham og Southend United.

Da drømmen om en karriere som fodboldstjerne smuldrede, og pengene begyndte at slippe op, besluttede congoleseren sig for at udnytte sin lighed med Chelseas Gaël Kakuta, som i øjeblikket er lejet ud til Rayo Vallecano. I løbet af 2014 levede han en ekstravagant livsstil i Manchester med bl.a. shopping for godt 190.000 danske kroner, dyre ophold på luksushoteller og endda leje af helikopter, kan BBC berette.

Abalimba bestilte desuden i Kakutas navn bord og champagneflasker på en luksuriøs natklub for ikke mindre end 24000 kroner, for derefter at betale med stjålne kreditkortoplysninger. Den drevne fusker blev af politiet sporet til et hus, han lejede for godt 7500 kroner per nat.

Ironisk har Gaël Kakuta selv svært ved at få gang i karrieren og er nu på sit sjette lejeophold siden sin ankomst til Chelsea i 2009.