Landsholdskeeperen er på vej til et skifte fra Evian.

Der er to ting, Stephan Andersen prioriterer lige nu: At komme væk fra Evian og at være i startopstillingen til kampene mod Tjekkiet og Bulgarien. Begge dele ser ud til at kunne lykkes for målmanden, der er havnet i unåde i den franske klub, mens stadig er i kridthuset hos Morten Olsen.

- Jamen, det er bare ikke godt nok. Jeg spiller på andetholdet, hvilket jeg selv har bedt om for at få noget kamptræning. Det er ikke optimalt, men det er da bedre end ingenting, og der er ikke så meget at gøre ved det nu. Der er tre måneder tilbage, hvor jeg skal holde ud, siger Andersen.

Om tre måneder er målmanden nemlig tranfsrefri. Han skal helt sikkert væk, og i øjeblikket snakker Andersen og hans agent Michael Johansen med tre klubber.

- Der er ingen tvivl om, at jeg skal væk til sommer. Jeg har jo kontraktudløb, så jeg bestemmer selv, hvad der skal ske. Vi har haft nogle sonderinger, og vi snakker med tre klubber i øjeblikket, så det bliver spændende, siger han.

På trods af at han kun har spillet andetholds-fodbold mener Stephan Andersen, at han er klar til Tjekkiet-kampen. I sidste måned blev han ikke udtaget til testkampen i Makedonien, hvilket skuffede målmanden.

- Jeg var selvfølgelig skuffet over, at jeg ikke var med mod Makedonien. Alle vil jo gerne være med hver gang, så selvfølgelig var jeg skuffet, siger han og fastslår, at han satser på at starte inde mod Tjekkiet.

- Også fordi jeg føler mig god nok. Jeg føler mig god nok til at spille mod Tjekkiet, ellers var jeg her heller ikke. Jeg føler, jeg er, hvor jeg skal være, jeg skal nok være klar. Jeg er her ikke for sjov. Alle vil gerne spille fra start, og det vil jeg også, siger Stephan Andersen, der konkurrerer om startpladsen med Kasper Schmeichel.

Morten Olsen har understreget, at han endnu ikke har udpeget en førstemålmand.

Træningerne i Marbella skal ifølge landstræneren afgøre, hvem der skal stå mod Tjekkiet.