Landsholdsmålmand Stephan Andersen afviser, at den bulgarske scoring kom efter et drop fra ham.

Det lignede både på stadion og på tv-billeder en klokkeklar fejl fra Stephan Andersen, da Bulgarien scorede til 1-0.

Evian-målmanden kom på mellemhånd ved et indlæg i feltet, og efterlod plads til en scoring. Men Stephan Andersen afviste, at der var tale om et drop.

- Jeg har da min andel i det. Helt sikkert. Men jeg synes ikke, at det var et drop. Der kommer et vildt indlæg, hvor jeg ikke engang ved, om han sparker på kassen eller hvad. Den bliver i hvert fald hamret af sted, og så går jeg ud, men jeg kan godt se, at angriberen kommer for tæt på mig, og så ender den i kassen. Det var rigtig ærgerligt, for ellers synes jeg ikke, de havde så meget andet at byde på, sagde landsholdets førstemålmand.

Han forsøgte ikke at skubbe ansvaret for 1-0 målet fra sig, men var også træt af at skulle tage hele skylden.

- Jeg tager selvfølgelig min andel på kappen, men det var nogle heldige omstændigheder, der gjorde, at de fik scoret på den måde, forklarede han.

Med den bulgarske udvisning havde det danske landshold med en mand i overtal alle muligheder for tre point, og derfor var det også skuffende for Stephan Andersen, at man kun fik 1-1.

- Vi ærgrer da over, at vi ikke udnyttede den gyldne mulighed. Vi skal vinde sådan en kamp, hvor vi er i overtal i så lang tid. Det siger sig selv. Vi mangler måske lidt mere direkte spil i anden halvleg til at vi skaber nok chancer til at vinde den. Men jeg synes, det er ærgerligt kun at stå med et point her og et point fra Tjekkiet-kampen. Nu ved vi godt, at vi helst skal spille stærkt nede i Italien og hente point der, lød det fra Stephan Andersen, der med Anders Lindegaards ankelskade er 100 procent på genvalg på tirsdag.