Stephan A. få timer fra Club Brügge

Den danske landsholdskeeper søger væk fra tjansen som reserve i Evian, men en transfer til belgisk fodbold gik pludselig i vasken for den danske landsholdsmålmand

Stephan Andersen troede, han var få timer fra at kunne skifte sin pinefulde bænkeplads i Evian ud med en tjans som førstekeeper i den belgiske dansker-klub Club Brügge. Men ud af det blå blev aftalen annulleret og turen til Belgien aflyst.

Club Brügge har haft kig på en ny målmand siden Vladan Kujovic i efteråret meddelte, at han agtede at finde sig en ny klub, og ifølge sporten.dk's oplysninger havde både Evian og Stephan Andersen accepteret henholdsvis pris og kontrakt, men uden yderligere informationer aflyste belgierne handelen.

- Jeg kan bekræfte, at det var meget tæt på. Jeg ved ikke ret meget mere, så jeg har ikke så meget at fortælle, siger hans agent Michael Johansen

Belgiske pressekilder kan berette om lettere kaotiske tilstande i Club Brügge, der den 28. december fik ny sportsdirektør, da islændingen Arnar Grétarsson kom til klubben. Hans ankomst var en af årsagerne til, at handelen blev aflyst, fordi han ville danne sig et overblik over klubbens spillere og de økonomiske midler, før han kunne godkende nye handler. Men ifølge sporten.dk's oplysninger bekymrede det også ledelsen, at Stephan Andersen var røget på bænken i Evian og ikke helt kunne gennemskue, hvad der lå til grund for degraderingen.

Nu kigger Stephan Andersen og hans agent i andre retninger, for hverken han eller Evian Thonon Gaillard er synderligt interesserede i at fortsætte samarbejdet, der ellers begyndte så lovende, men nu er endt med kølig luft mellem sportsdirektør og cheftræner, Pascal Dupraz, og hans danske målmand.

Bedre blev det heller ikke af, at Stephan Andersen på sporten.dk kom med et heftigt udfald mod klubben, da han var blevet ofret til fordel for veteran-målmanden Bertrand Laquait.

- Vi arbejder på at finde en ny klub til ham, og der er også nogle muligheder. Han har et halvt år tilbage af sin kontrakt, og den bliver ikke forlænget, slår Michael Johansen fast.

Landsholdsmålmanden, der trods sin fremragende EM-slutrunde for Danmark blot har spillet syv kampe i den franske liga i dette efterår, må dermed væbne sig med tålmodighed og håbe på, at der er nogen, der vil lægge de 2-3 millioner kroner, franskmændene forlanger for at sælge ham.

Læs også: