Brendan Rodgers tilfreds med 2-2 udfaldet af opgøret mod Ludogerets, som giver afgørende kamp mod Basel hjemme på Anfield.

Hvis nogen skulle have forventet at se en nedbøjet og skuffet Brendan Rodgers møde pressen efter at have mistet sejren og tre tiltrængte point i de sidste minutter af opgøret mod bulgarske Ludogorets, var det tid til at revidere billedet.

Den walisiske fodboldmand var tilfreds, grænsende til glad. Glad for at se sit hold score to gange og glad for selv at kunne afgøre holdets videre skæbne i hjemmekampen mod Basel 9. december, hvor kravet er en sejr til Merseyside-mandskabet.

- Vi viste vidunderlig modstandskraft og scorede to gode mål, slog Rodgers fast overfor BBC.

- Jeg havde udtaget spillere som jeg ved, hvad jeg kan forvente mig af. Med tiden vil nogle af de nye tilpasse sig måden, vi spiller på. Det her er virkelig et boost af selvtillid for os, understregede Rodgers, som ikke har vundet i snart en måned, hvor Liverpool slog Swansea ud af Liga Cuppen.

Efter at være kommet bagud på et målmandsdrop af Mignolet, viste Liverpool da også god moral. Rickie Lambert udlignede fem minutters efter føringsmålet til Ludogorets og Jordan Henderson satte sidste fod på et smukt gennemført angreb, hvor især Raheem Sterling imponerede med fart og præcision i sin pasning.

- Inden kampen snakkede vi om, at det her kunne være en aften, som ændrer vores sæson og derfor havde vi hårdt brug for at vise karakter. Vi er skuffede over det mål, vi fik imod os mod slutningen, men det er irrelevant. Vi skal stadig slå Basel i den sidste kamp, analyserede Rodgers.