FC København hentede 1-1 i Rumænien mod Astra Giurgiu og kan nu selv afgøre, om man skal i Champions League-kvalifikationens afgørende playoff-kampe, når der er returkamp på onsdag. Her er BTs karakterer til de 11 startende københavnere.

Robin Olsen

Var reelt kun på arbejde en enkelt gang, og der kunne han ikke nå ud til Teixeras spark. Ellers var der ro at spore og bare et enkelt skidt udspark.

7

Peter Ankersen

Det var lidt halvhjertet i begge ender. Stod for langt fra situationen omkring målet, offensivt for tandløs og fik slet ikke slået de vigtige dødbolde godt nok.

4

Mathias Zanka Jørgensen

Lignede ikke sig selv i starten med tvivlsom opdækning og sløsede afleveringer, men efter pausen spillede han sig op som bedste forsvarsspiller.

7

Erik Johansson

Dårlig i det opspil, som han ellers er berømmet for. Mange fejlafleveringer og så tungere ud end tidligere. Har ikke ramt sin topform endnu efter sommerpausen.

4

Ludwig Augustinsson

Var også impliceret i rumænernes mål, da hans clearing blev tacklet til en chance. Mindre sikker på bolden, end han plejer, mens han sjældent blev farlig offensivt.

4

Benjamin Verbic

Masser af energi og vildskab – for lidt produkt. Det meste blev gjort midt på banen og for langt fra det rumænske mål. Skulle have scoret til 2-1.

4

William Kvist

En klassisk Kvist-kamp, hvor midtbanemanden efterfølgende vil hæfte sig ved at have udført det arbejde, han er sat til. Solidt, men ikke prangende.

7

Thomas Delaney

FCKs klogeste fodboldspiller traf flere dårlige beslutninger. Men han er simpelthen målfarlig for tiden. En kriger og klassemål efter fantastisk Falk-oplæg.

10

Youssef Toutouh

Var med fra start, fordi han skulle bidrage med fysik. Det gjorde han til dels – dog uden at blive rigtig afgørende i den ende, hvor det er vigtigt.

4

Andreas Cornelius

Vandt sine hovedstødsdueller dog uden at få nok ud af det, fordi han for sjældent ramte en medspiller. Men du får masser af fight og mange løbede kilometer.

7

Federico Santander

Stærk til at modtage bolden og holde i den. Det var der europæisk klasse over, men han blev lukket helt ned, når han ramte Astras målfelt.

7

Indskiftere:

Rasmus Falk

Kantspilleren kom ind til et mørbanket Astra-hold, og han var ikke blid. Fantastisk oplæg til Delaney, gode driblinger og forrygende indlæg til Verbic, der skulle have scoret.

12

Danny Amankwaa - Uden for bedømmelse

Ståle Solbakken

Havde valgt ’det sikre’ med en startopstilling uden nyindkøb. Falk lignede en mand, der burde være startet inde. Men 1-1 på udebane er et fint resultat.

7