KØB PLUS!

Ståles bil udsat for hærværk

Wolverhampton-fans har kastet maling på managerens køretøj natten til torsdag.

Problemerne hober sig op for Ståle Solbakken i Wolverhampton i den næste bedste engelske række. 

På banen går det rigtig skidt for den norske manager, der kun har formået at skaffe tre point i de seneste ni ligekampe, som er endt uden sejr, og nu er fansene så utilfredse, at de har reageret med at kaste maling over hans bil uden for hans hjem. 

- Jeg er allerede blevet spurgt om min bil, fordi folk har set det, så det blev besluttet at gøre det offentligt i stedet for at vente på, at eventuelle rygter starter, siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.  

Klubben med de tårnhøje oprykningsforventninger tabte tirsdag 0-1 hjemme til Millwall og kan nu se sig placeret som nummer 18 ud af de 24 hold.

De dårlige resultater er senest blevet diskuteret på et spillermøde, hvor Ståle Solbakken er kritiseret for flere af sine dispositioner, og nu viser fansene så også deres utilfredshed.

- Jeg accepterer fuldt ud, at der vil være spørgsmål fra fans efter vores seneste resultater, men jeg skal beskytte min familie, og det er derfor, vi har meldt det til politiet, lyder det yderligere fra Solbakken.

Han forsikrer, at forholdet til fansene ellers er upåklageligt.

- Jeg gentager dog - jeg har ikke andet end ros over for den støtte, jeg har haft - selv i de dårlige tider, vi har haft for nylig. Jeg tror, ​​at Wolves' fans er retfærdige og meget fornuftige, og jeg er forpligtet til at bringe dem den succes, de fortjener.

Læs også: