Ståle Solbakken VIL i Champions League-gruppespillet - også selv om holdet formentlig vil få det mere end svært på den største europæiske scene.

FC København er 90 minutters fodbold fra endnu engang at indløse billet til klubfodboldens allerhelligste haller - Champions League-gruppespillet.

Men det er en hoftestiv og selvtillidsforladt københavnsk løve, der onsdag aften skal forsøge at vende 0-1-nederlaget til Aserbajdsjanske FK Qarabag til samlet sejr.

FC København har indtil videre i denne sæson været en skygge af det hold, der i den seneste sæson optrådte så modent og robust på den fineste europæiske scene. Profiler som Thomas Delaney, Andreas Cornelius og Mathias 'Zanka' Jørgensen er sendt videre til de større ligaer, og nøglefigurer som Erik Johansson, Rasmus Falk og Peter Ankersen bøvler med fysikken.

Samtidig er de nye ung-løver - Pieros Sotiriou og Michael Lüftner - samt tilbagevendte Pierre Bengtsson ikke gledet lige så ubesværet ind i flokken, som manager Ståle Solbakken nok havde ønsket sig.

Alt dette har efterladt FC København i en tilstand, hvor hjemmesejre over Hobro og AC Horsens ikke længere er noget, man kan tage for givet. Og spørgsmålet er nu, om deltagelse i et skrapt Champions League-gruppespil ikke vil gøre mere skade end gavn for genopbygningen af et nyt FCK-hold?

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Ville det sportsligt set ikke være bedre med en sæson i Europa League, hvor modstanderne er lidt mere medgørlige? Det spørgsmål blev sendt videre til Ståle Solbakken, da FC København tirsdag var en tur på Parkens græstæppe til den afsluttende forberedelse før Qarabag-kampen.

Og den norske manager - der i øvrigt var i fremragende humør - havde absolut ingen intentioner om at nøjes med det næstbedste.

»Nej, vi går 'all in' på at komme i Champions League. Det er det eneste, vi tænker på. Så må vi tage den skrækkamp på Bernabeu (Santiago Bernabeu, Real Madrids hjemmebane, red.), hvis det er,« understregede Solbakken, der tror på, at hans nuværende hold vil tage store skridt inden for den kommende periode.

»Lige i dag vil det nok ikke være FCKs bedste Champions League-mandskab gennem tiderne, men jeg tror på, at vi kan blive cirka 30 procent bedre i løbet af de kommende seks uger. Også selv om vi ikke køber nye spillere, hvilket jeg stadig regner med, at vi gør,« sagde Ståle Solbakken, der ikke ville udelukke, at de danske mestre kan finde på at købe op til tre nye spillere, inden transfervinduet smækker i om lidt mere end en uges tid.

FCKs formodede startopstilling
FCKs formodede startopstilling
Vis mere

Også blandt spillerne, der under presseseancen virkede afslappede og nærmest sommerkåde, var meldingen klar.

»Vi vil helt vildt gerne i Champions League. Det er selvfølgelig meget federe at spille dér end i Europa League. Vi spillere går benhårdt efter Champions League-gruppespillet, og vi har alle et mål om at vise os frem på den scene,« lød det fra tilbagevendte Peter Ankersen, der også tror, at der gemmer sig Champions League-potentiale i det 'nye' FCK-hold.

»Jeg vil helst undgå at sammenligne det nuværende hold med holdet fra sidste sæson. Det er et helt andet mandskab nu. Vi har mistet nogle store profiler, men har så fået nogle nye spændende spillere ind, som måske bare ikke har prøvet lige så meget som dem, der er taget videre. Vi er i en genopbygningsfase. Men jeg synes, at vi ved igen af stå i en Champions League-playoff beviser, at vi har meget potentiale, og at vi har kvaliteten til at spille Champions League.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Rasmus Falk (billedet), der efterhånden nærmer sig kampformen, var heller ikke i tvivl om, at det nye mandskab har evnerne til at spille med på den største europæiske scene, og han forudså, at FCK-spillere vil være sultne efter at overbevise tvivlerne i onsdagens opgør.

»Det er en klub, hvor man de seneste to år har sat overliggeren rigtig højt. Der er noget at skulle leve op til, og det har vi det rigtig godt med. Vi har også høje tanker om os selv. Vi er et godt hold, og det vil vi gerne bevise overfor alle andre også,« lød det fra Rasmus Falk, der ikke regnede med at få en rolle i kampen mod Qarabag.

HUSK DU KAN FØLGE KAMPEN LIVE PÅ BT.DK FRA KL. 20:45!