KØB PLUS!

Ståle til Sporten.dk: Den værste fyring

Den tidligere FCK-træner er ikke sikker på, at hans broer i England er brændt efter afskedigelsen i Wolverhampton.

To fyringer på under ni måneder. Ståle Solbakkens tid som cheftræner uden for Skandinavien er slet ikke gået, som nordmanden havde håbet og troet. 

Der var ellers store forventninger, da han før 2011/12-sæsonen blev ansat i FC Køln og før 2012/13-sæsonen skrev under med Wolverhampton fra The Championship. I FC Køln faldt fyresedlen først i april året efter, mens Wolverhamptons ledelse rev kontrakten itu allerede fem dage inde i det nye år.  

Men selv om Ståle Solbakken fik længere snor i FC Køln, er der ikke tvivl i hans sind - oplevelsen med Bundesliga-klubben er klart den værste, fordi han først og fremmest skulle slås med sportsdirektør Volker Finke, der ellers før sæsonen havde betalt det norske fodboldforbund fem millioner kroner for at rive en landstrænerkontrakt itu.

- Den her fyring er sværere at tackle. I Køln kæmpede jeg mod alle og enhver, fordi ingen arbejdede i samme retning. Det gør folk her. Jeg troede på, at alle mine planer ville lykkes her. Hvis bare jeg havde fået lov til at fortsætte, ville tingene lykkes. Det ville have været rigtig godt, siger Ståle Solbakken til sporten.dk.

- Den følelse fik jeg aldrig i Køln, tilføjer Ståle Solbakken med en latter.

Ifølge den norske fodboldekspert Lars Tjærnås er der ellers ikke noget at grine af for den tidligere FCK-træner.

Tjærnås har i et interview til Aftenposten forklaret, at alle de engelske broer nu er brændt for Ståle Solbakken, da udenlandske managere kun får én chance i England.
  
- Det kan da godt være, at mine broer i England er brændt, men samtidig ved man aldrig. Det har fodbold lært mig. Ting kan hurtigt ske i fodbold, og man skal aldrig sige aldrig.
 
I Danmark blev Ståle Solbakken kåret til årets træner i 2007 og 2011.

Læs også: