To gange har FC Københavns manager, Ståle Solbakken, overvejet at hyre Nicklas Bendtner. Men begge gange endte overvejelserne altså med at blive nej.

»Der var to tidspuinkter, hvor Bendtner kunne have været aktuel for os. Og det var, før han drog til Nottingham Forest, og før han blev Rosenborg-spiller,« siger Ståle Solbakken til den norske avis Verdens Gang.

Nicklas Bendtner kom til Nottingham Forest i den næstbedste engelske række sidste efterår, men han skfitede til de norske mestre i vinterpausen.

»På begge disse tidspunkter havde vi tre markante angribere, og vi havde de største stjerner i FCK. Vi mente ikke, vi havde tilstrækkeligt med store kampe til, at vi havde brug for fire angribere af den kaliber,« siger FCKs norske manager, der også siger, at der spilede andre overvejelser ind. Nemlig at Nicklas Bendtner fylder meget i en trup, og at han har en historik med mange mindre heldige eskapader uden for banen.

»Samtidig er Bendtner en stor, dansk profil. Det må vi også tænke på,« som Ståle Solbakken formulerer det.

Han kalder Nicklas Bendtner en ven af huset i FCK, og han har generelt meget pænt at sige om ham.

»Han har helt klart kvaliteter ud over det sædvanlige i norsk fodbold. Men han er samtidig en angriber, som er afhængig af at score mange mål, for han har vældig få aktioner i løbet af en kamp. Men selv i de perioder, hvor han ikke var fast mand på sine klubhold, bankede han mål ind på landsholdet - mod de bedste nationer. Det fortæller også noget,« siger Ståle Solbakken.