FCK-manager, Ståle Solbakken, tror ikke, Ole Gunnar Solskjær er specielt bekymret, selv hvis det skulle passe, at Cardiff-træneren onsdag forhandler om en aftrædelsesløsning med sin klub.

Solbakken har selv to gange fået sparket - i Köln og i Wolverhampton. Han mener, at det er en del af fodboldens verden, men at der er nogle klubber, der har en større vane for at fyre sine trænere end andre.

- Såfremt det passer, at han (Solskjær, red.) lige nu sidder i møde med Cardiff i London, så er det vel sådan, at han forhandler om et godt plaster på såret, siger Ståle Solbakken til det norske medie VG.

- Nedrykningen hænger over klubben. De skal nå at bygge op igen. De bedste spillere blev solgt og nye kom til. Det er helt hul i hovedet at tro, at alt går i orden med det samme. Men det er fodboldens mekanismer - det var ikke synd for mig, og det er ikke synd for Ole Gunnar, siger FCK-træneren og tilføjer:

- Men jeg mener, at der er flere dårlige direktører end trænere i fodboldens verden.

Cardiff City rykkede i sidste sæson ned fra Premier League, og spillet har langt fra været prangende i sæsonens første syv kampe af The Championship. Det er blot blev til otte point og en foreløbig 17. plads.