Ståle: Nu ligner vi et fodboldhold

Efter en svær start er der fremskridt at spore for Ståle Solbakken og Wolverhampton, selv om The Championship er en meget speciel liga at være træner i.

Sidste uge var ikke den bedste.

Hjemme på Molineux måtte Wolverhampton først nøjes med 2-2 mod bundholdet Bolton, der udlignede meget sent, og siden blev det 1-1 mod ligeledes tungt placerede Charlton på hjemmebanen. Så seks forventede point blev til to i virkeligheden, og nedrykkerne røg ned på ottendepladsen udenfor det gode selskab, der kæmper om oprykning til Premier League.

Men trods de svigtende resultater i de seneste kampe er det ikke en nedtrykt manager, som Tipsbladet fanger i telefonen.

- Vi var vældig ringe i starten af sæsonen, hvor vi mistede tre af de bedste, offensive spillere i Steven Fletcher (Sunderland), Matt Jarvis (West Ham) og Michael Kightly (Stoke), og efter fire kampe havde vi kun fire point. Men vi har gjort det godt efter det.

- Vi har hentet 17 point i ni kampe, vundet fem og tabt to, og det er respektabelt, synes jeg. Vi har taget et kæmpeskridt og har lignet et fodboldhold i perioden, selv om vi har døjet med skader til for eksempel midtbanemanden Jamie O'Hara, som endnu ikke har spillet i denne sæson. Derfor kunne vi måske godt bruge en spiller eller to mere, men alt i alt har det set fornuftigt ud, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk på en speciel uge.

For der er hverken midtugekampe eller landskampe i denne omgang, så der er tid til at arbejde med detaljer på træningsbanen, hvilket passer Wolverhampton-manageren godt.

- The Championship er jo en meget speciel liga med hele 46 kampe i løbet af sæsonen, så når man hele tiden spiller weekend, midtuge, weekend, så har du ikke ret meget tid til at træne. På den måde savner man tid til at sætte sit præg på holdet via træninger, men sådan er præmisserne, og det vidste jeg, siger Solbakken, der også glæder sig over en klub med ro i kulissen modsat den kaotiske tid i tyske Köln, hvor både formanden og sportschefen forsvandt i løbet af de ni måneder den tidligere FC København-chef stod i spidsen for aktiviteterne på banen.

- Du har slet ikke alle de politiske kampe, som der var i Köln. Der var så mange konflikter, men her er kommandovejene helt klare. Jeg har en chef, som jeg skal snakke med om tingene og på den måde er der kort vej fra tanke til afgørelse, noterer nordmanden fra ottendepladsen af den næstbedste, engelske række.

Og det er ikke så dårligt at ligge der, fornemmer man, når nu opstarten var, som den var med flere profil-salg og indkøb den anden vej, senest i form af en lejeaftale med Stoke-kanten Jermaine Pennant. Det tager tid at få det hele til at falde i hak, men tendenserne er gode, og top seks er ikke længere væk end en sejr i Burnley i weekenden.

- Det er stadig tidligt at vurdere noget endeligt, men der er ingen tvivl om, at vi selvfølgelig meget gerne vil kæmpe med om en plads blandt de seks bedste, så vi er med i oprykningskampen. Men lad os se. Nu gælder det i første omgang kampen i weekenden, siger Ståle Solbakken.

tipsbladet.dk

Læs også: