Sædet brænder under Ståle Solbakken efter en mager sæson i spidsen for Wolverhampton.

Ståle Solbakken har ikke fået den ønskede start på sit job som Wolverhampton-træner. Halvvejs igennem sæsonen ligger ulvene nu og roder rundt nede i bunden af den næstbedste engelske række Championship.

Trænere er blevet fyret for mindre i Wolverhampton, og efter det seneste nederlag til Crystal Palace begyndte fyringsrygterne også at florere på Twitter.

Rygterne blev dog hurtigt afkræftet af Tim Nash, som er journalist på den lokale avis Express & Star. Han er efter sigende opdateret på det interne cirkus i Wolverhampton, og han skriver på sin egen Twitter-profil:

- Wolves insisterer på, at Ståle Solbakken ikke har fået sparket efter internetrygter. Klubben bekræfter, at Stuart Webber er ansat som chefspejder.

Ståle selv bifalder ansættelsen af Stuart Webber, som han mener vil styrke deres position på både det hjemlig og internationale transfermarked. Ydermere har klubben meldt ud, at spillerne bakker op om deres træner og påtager sig en del af skylden for de ringe resultater.