Ståle Solbakken kunne være blevet træner dagen efter sin fyring i Wolverhampton, men slikker sine sår hjemme i Norge

Ståle Solbakken sunder sig, mens han overvejer, hvad fremtiden skal bringe. Fyringen i Wolverhampton sidder stadig dybt i ham, for han kan ikke slippe tanken om, at han blev fyret for at gøre præcis, hvad han var blevet ansat til.

- Det er lidt hårdt. Det er det. Jeg er lidt bitter, jeg er lidt ked af det, og så er jeg også lidt revanchelysten. En god blanding af mange følelser, siger Ståle Solbakken.

Havde han villet, kunne han have fået et job, dagen efter han blev fyret i England, for Vålerenga var parat med et tilbud allerede den 6. januar, hvor han var blevet fyret den 5., og siden meldte også en tidligere FCK-modstander sig med et konkret kontrakttilbud.

- Nu bor jeg i Norge, og det gør jeg frem til sommer. Jeg havde ikke lyst til hurtigt at hoppe ud i noget på en korttids-kontrakt, og jeg tror også, jeg har brug for at sunde mig lidt. Så må vi se, hvad der sker til sommer. Jeg forestiller mig at rejse på en uddannelsestur for at se på nogle klubber og tale med nogle interessante trænere i løbet af foråret, siger Ståle Solbakken.

Da den tidligere FCK-træner fra sommeren 2011 overtog FC Köln i den tyske Bundesliga, vidste han, at han gik ind til et job, der kunne vise sig at blive kaotisk. Klubben havde på det tidspunkt haft13 forskellige trænere på 10 år, og da Ståle Solbakken allerede i april 2012 blev fyret, kom det ikke som nogen stor overraskelse. Og næsten ikke engang som den vilde ærgrelse, sådan som det gjorde, da Wolverhampton valgte at afskedige ham.

- I Tyskland var der en masse at slås med internt, og jeg var meget træt efter en masse kampe, da jeg blev fyret der. Det er jeg ikke nu. Jeg trivedes rigtig godt i Wolverhampton og troede på projektet. Det kunne være blevet rigtig godt. Jeg kunne se lyset for enden af tunnellen, for der er tre-fire stamspillere på vej tilbage fra skader, og vi havde rigtig mange penge, så vi kunne havde handlet i januar og i princippet have haft et halvt nyt og stærkere hold til resten af sæsonen, siger Ståle Solbakken.

- Jeg blev ansat for at ændre klubbens spillestil fra meget engelsk til mere kontinental. Det var ved at lykkes, men så valgte klubben at gå tilbage til det ærke-britiske ved at ansætte Dean Saunders i stedet for. Det ærgrer jeg mig over, og det har givet mig en stor ridse i lakken, indrømmer Ståle Solbakken.

Hvad vil du gøre ved det?

- Ja... Det ved jeg ikke, smågriner Ståle Solbakken.

- Det skal jeg til at finde ud af, for der er ingen tvivl om, at jeg er ramt. Jeg tror egentlig ikke, mit omdømme er så ridset i Tyskland, for 1. FC Köln har fyret så mange trænere gennem de seneste år, at jeg godt tror, man kan se igennem det. Men i England er det blevet svært. Uanset om jeg synes, det var uretfærdigt eller ej, så står der en fyring på CVet, og det pynter ikke. Det må jeg indrømme.

Er der noget af det, du gjorde i Wolverhampton, du fortryder?

- Ja, vi solgte vores tre bedste spillere ( Steven Fletcher, Matt Jarvis og Michael Knightly for i alt 223 mio.dkr. red.), der havde scoret 70 procent af vores mål sæsonen forinden, kort før transfervinduet lukkede sidste sommer. Det var ikke min beslutning, men det var rigtig mange penge, og jeg kunne have valgt at tage en chance og bruge nogle af pengene på to-tre spillere, hvoraf en eller to så havde slået igennem. Men det gjorde jeg ikke. Det ville jeg havde gjort, hvis jeg kigger i bakspejlet.

Der er dem, der mener, at du ville ændre for meget for hurtigt?

- Det var det, jeg blev ansat til. Efter otte runder lå vi nummer 5 et point efter nummer 1, så det gik faktisk hurtigt med at lære de ting, jeg forsøgte at implementere. Vi skulle spille mere kontinentalt, og det gik fint fra start, men det var også et kæmpeprojekt, der krævede tid at gennemføre. Det fik jeg desværre ikke.

Du sagde kort efter fyringen, at Danmark var en mulighed. Hvor kunne du se dig selv - udover FCK?

- Det er svært... nu har FCK en god træner, så det er ikke et tema. Andet har jeg lidt svært ved at forestille mig, siger Ståle Solbakken.