FC Københavns manager, Ståle Solbakken, forstår ikke, hvorfor Christian Eriksens agent, Martin Schoots, i en mail til BT kritiserer landstræner Morten Olsen for sin offentlige kritik af Christian Eriksen.

- Det er dumt. Jeg synes ikke, Christian Eriksen har brug for det. Han er en stærk personlighed og kan bære kritikken på sine skuldre. Jeg mener ikke, Christian Eriksen har behov for at blive beskyttet, siger Ståle Solbakken til BT.

Kritikken opstod efter det skuffende 0-1-nederlag i Parken til Portugal tirsdag aften. Her leverede Tottenham-danskeren endnu en jævn - mange vil mene skuffende - præstation i landsholdstrøjen. Onsdag var landstrænerens kritik af Christian Eriksen hård.

- Det er en brutal verden den her, ellers må du spille på et andet plan. Det er ikke Ajax mere. Det er ikke nogen udvikling, rasede Olsen, der torsdag fik kontant svar fra Eriksens agent, Martin Schoots.

- Det mest sære er, at han bebrejder en spiller for nederlaget, som ikke engang var på banen (da Portugal scorer, red.) Siden 1872, hvor fodbold blev opfundet, er det formentlig aldrig sket, lød det blandt meget andet.

Ståle Solbakken har flere gange som FCK-træner været ude med offentlig kritik af sine spillere, hvis de ikke har levet op til hans forventninger. Her har både Jesper Grønkjær og Nicolai Jørgensen før været under beskydning.

Den temperamentsfulde nordmand ser da heller ingen problemer i Morten Olsens kontante dom.

- At Morten Olsen fortæller de danske medier og fodboldpublikum, at han forventer mere af Christian Eriksen i nogle faser af spillet i den her kamp, er helt i orden. Det ser jeg ingen problemer i. Jeg tror, at den der har størst forventninger til sig selv er Christian Eriksen. Han spiller i Premier League og er vant til presset, siger Ståle Solbakken og efterlyser forståelse for en træner, der mistede et vigtigt resultat dybt inde i overtiden af en EM-kvalifikationskamp.

- Der må være lidt rum for lidt følelser. Han kunne selvfølgelig have sagt, at Christian Eriksen ikke spillede op til sit bedste i stedet for at sige, at han forventer mere af ham. Men jeg synes, Morten Olsen gjorde det på en helt okay måde. Det er i orden at vise nogle følelser, når man taber 0-1 i overtiden, siger Ståle Solbakken.

Kunne han ikke bare have trukket Eriksen til side uden at sige det i det offentlige rum?

- Han forklarer jo Danmark en af grundene til, hvorfor det måske ikke kørte. At to-tre af de bedste spillere ikke leverede. Det er helt normalt og naturligt og helt fair, konkluderer Ståle Solbakken.