FC Københavns manager, Ståle Solbakken, smilede med det ene øje og græd med det andet, da han skulle kigge tilbage på torsdag aftens 1-1-kamp ude mod Club Brugge i Europa League-gruppespillet.

FC København kom foran med 1-0 i det 90. minut, men to minutter inde i overtiden fik belgierne udlignet.

- På forhånd havde vi alle ugens dage taget et 1-1-resultat, men det bliver lidt specielt, når der kommer to mål i overtiden. Jeg ved ikke helt, hvad der sker med deres mål. Vi laver en masse fejl, efter vi får scoret. Det var lidt unødvendigt, men der var en masse trætte ben, sagde Solbakken til Canal 9 og fortsatte:

- I første halvleg var vi i god kontrol, men vi manglede måske lige den sidste finesse. Vi havde vores perioder, og de havde deres. Der kom lidt flere tekniske fejl i vores spil i anden halvleg, hvor Brugge generelt var bedre end os. Men når vi scorer så sent i kampen, så skal vi vinde.

Den norske manager understreger dog, at uafgjort er et brugbart resultat i bestræbelserne på at avancere fra gruppespillet.

- Vi lever i gruppen, og så må må vi se, om vi ikke kan gøre det bedre på hjemmebane.