Den tidligere landsholdsstjerne Ray WIlkins har fået ti ugers betinget fængsel, samfundstjeneste i 140 timer og frataget kørekortet i fire år.

59-årige Ray Wilkins var en stor stjerne for Chelsea, Manchester United og AC Milan i halvfjerdserne og firserne, men i de senere år har flasken taget magten fra ham.

Han har fået flere domme for at køre bil i alkoholpåvirket tilstand, og 1. juli i år blev han spottet i sin Mercedes midt på vejen i det nordlige London, hvor han bl.a. kørte ind over busbanen, inden politiet fik ham standset.

Ray Wilkins sagde ifølge britiske The Guardian i retten, at han er alkoholiker, og at den eneste måde, han kan overvinde problemet på, er ved at gå i behandling. Dette er han gået i gang med.

»Jeg vil gerne takke dommeren for at have taget hensyn til, at jeg er påbegyndt behandlingen,« sagde Ray Wilkins efter dommen.

Ray WIlkins var i sin tid en dygtig midtbanespiller. Han spillede 84 landskampe for England.

Efter karrieren har Ray WIlkins primært ernæret sig som assisterende manager - et job, han bl.a. havde i flere år hos Chelsea. Senest blev han i oktober 2015  fyret sammen med manager Tim Sherwood hos sidste sæsons bundprop i Premier League, Aston Villa.